søndag den 20. maj 2018

En tidsløs fortælling - Anmeldelse af Rødhætte


I kender sikkert alle historien om ”Rødhætte”. Et af de mest kendte folkeeventyr nedskrevet af brødrene Grimm. Måske har du fået det læst højt som barn, arbejdet med eventyret i skolen, eller set forskellige filmatiserede nyfortolkninger af eventyret. I så fald, er historien om Rødhætte nået ud til alle verdenshjørner.

Eventyret handler om en lille pige med en rød hætte, som besøger sin syge bedstemor. På vejen hen til bedstemor møder hun en ulv, som narrer hende til at forlade den sti, hun er blevet beordret til at følge af sin mor. Ulven skynder sig hen til bedstemors hus, for at komme den lille Rødhætte i forvejen og spiser den gamle syge bedstemor. Ulven sluger både Rødhætte og bedstemor i en mundfuld, men heldigvis kommer jægeren forbi og redder deres liv. Næste gang rødhætte møder en ulv på vejen til sin bedstemor, lader hun sig ikke snyde.

Dette lille eventyr er blevet fortalt fra mund til mund i mange år før det i sin tid blev nedskrevet af Brdr. Grimm. Historien havde det budskab at lære børn, at de skal lytte til deres forældre og ikke stole på fremmede. Foruden det belærende budskab, er den lille Rødhætte også en historie om rejsen fra barn til voksen. Det naive og godtroende barn, som oplever at der findes ondskab i verden, og som lærer at tage vare på sig selv.

Jeg mener, at det er disse universelle og tidsløse temaer og budskaber, som gør at vi gang på gang læser historien om den lille Rødhætte, og vi i dag oplever den i mange nye og moderniserede fortolkninger.

Hvis du endnu ikke har læst brødrene Grimms udgave af den lille Rødhætte, kan jeg kun anbefale at du kommer i gang!

God fornøjelse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar